To my English readers — forgive me. This piece will be in Danish. I recently lost a close friend, and I need to write about it in my mother tongue. It feels wrong to translate our conversations.

The text that follows is drawn from a book project I am working on. It grows out of many conversations and meetings with my friend. What you will read is not a single moment, but a condensation of many. As such, it is fiction — though rooted in something very real.

I sidste uge fik jeg at vide, at min gode ven er gået bort. Han blev 87 år gammel og var et af de fineste, mest interessante og intelligente mennesker, jeg nogensinde har mødt. At skrive var føles stadig forkert. Men sådan er det.

Jeg ville give meget for at have været hos ham, da han gik bort. For at have fortalt ham, hvor meget han betød for mig og min familie. Hvordan hans støtte altid lå der som et fundament i mit liv. Men jeg var der ikke.

De seneste mange år har vi primært været pennevenner, fordi jeg boede på den anden side af jorden. Før det var han min overbo på Vesterbro, og jeg så ham næsten dagligt. Han flyttede, mens vi boede på Bali, til baghuset, fordi udlejeren ville sætte hans lejlighed på 5. sal i stand og derfor skulle tilbyde et alternativ. Før det havde han boet der i over 30 år. Og før det sejlede han på verdenshavene som skipper.

Han hadede det istandsatte baghus. Kaldte det “rumstationen” på grund af de hvide vægge og det nye, smarte køkken med stålbordplader. Hans gamle lejlighed på 5. sal var fuld af udklip og plader, malerier og bøger. Han boede i baghuset i et års tid og rykkede derefter, efter et sygdomsforløb, på plejehjem. Da det skete, gik han derhen til fods. Tilfældigvis var min familie og jeg i Danmark og på Vesterbro og kunne hjælpe en smule. Han ville ikke bruge penge på en flyttebil. Hvorfor dog det? Det var så typisk ham. Ikke at ville fylde.

Han var et af de mest åbensindede mennesker, jeg kender. Aldrig fordømmende. Altid støttende. Han talte med alle og så hverken ned på eller op til nogen. Det eneste, han virkelig respekterede, var gode værdier og mod.

Da vi besøgte ham i baghuset for sidste gang, skrev jeg efterfølgende om det. Den tekst vil jeg dele nedenfor. For jeg vil ikke have, at han skal glemmes. Jeg har svært ved at rumme det tomrum, han efterlader. Som hans søn sagde til mig i telefonen: Det slutter med min søster og mig. Vi har ingen børn, og fars bror har heller ingen familie.

Jeg tænker, at han var ensom til sidst, min kære ven. Jeg tror også, at dagene var lange og tunge. Det gør mig ondt. Jeg ved, at han næsten var blind og dårligt kunne læse længere. Det må have været et enormt tab for ham, der altid læste kronikker, bøger, essays. Jeg fik den sidste mail fra ham i starten af januar. Han ønskede godt nytår og skrev naturligvis en masse andet. Han beklagede sig ikke, selv om det må have været svært at skrive med sit dårlige syn.

I radioen forleden hørte jeg en præst fortælle, at han skulle sige farvel til sin menighed efter 42 år. Han sagde noget, der blev hos mig: At være menneske er ikke kun at sætte ting i gang og åbne op, men også at kunne sige farvel. Det er ikke kun at udvikle, men også at kunne afvikle. Det er at være taknemmelig – og ikke kun begræde.

Jeg er taknemmelig for vores venskab.
Og jeg ved, at tiden var inde.

At være menneske er ikke kun at leve.
Det er også at nå til livets ende og give slip.

Da jeg besøgte min gode gamle ven i sommers, var han flyttet ned fra sin 5.sals lejlighed til et lille baghus bagerst i gården, fordi hans udlejer ville istandsætte og sælge den store, gamle lejlighed han havde boet i i over 30 år. Han fortalte mig, som det første, da han så mig, at de havde fældet det store gamle træ, som stod foran vores gamle lejlighed, og som jeg fra min 3.sal havde nydt hver morgen, når jeg vågnede – så højt var det. Dets store smukke krone var fyldt med liv: duer, gråspurve, solsorte og egern, og måden solen skinnede igennem bladene, både om foråret, når de var skriggrønne, om sommeren, når deres grønhed var mørkere, og om efteråret, når bladene var gule og røde, gjorde mig altid i godt humør.

Der er et japansk ord for sollys, der skinner gennem blade, læste jeg for nylig. Ordet er komorebi, og da jeg læste det, tænkte jeg netop på dét træ, på dén trækrone. Og på at han fortalte mig, at træet var blevet fældet som det første, da vi sås der i baghuset i den gård, hvor vi var naboer og blev venner. Måske var det netop det, der altid knyttede os sammen, ham og mig, i et umage venskab, der trodsede alder med mange årtier og ofte var ordløst. Dét at vi elskede træer, og at vi desuden havde en forkærlighed for den store bys rå, upolerede baggårde, hvor træer ofte får lov at vokse sig store og brede i takt med bygningernes skønne forfald, for gammel jazz, Miles Davis, John Coltrane og Herbie Hancock og den slags, og også Billie Holiday, hvis det kom over os og vi havde brug for lidt tilrøget salonstemning, og for at bade i det iskolde vand i byens havnebad – ikke hele året rundt, for vi var ikke vinterbadere, men om sommeren og tidligt på efteråret, før vandet blev alt for bidende.

Det var også netop Miles Davis han spillede på sin pladespiller da vi sås den juli-eftermiddag, som blev en af de sidste gange jeg så ham. Miles Davis’s album Sketches of Spain, som jeg elsker, og som han derfor ved at sætte det på brugte som en måde at vise mig, hvor meget han satte pris på mig. Hvor glad han var for, at jeg var kommet for at se ham. For han ville aldrig kunne sige det med ord. Det vidste jeg godt, og det var også ok.

Han så gammel ud, tænkte jeg, da jeg så ham. Men det var han jo også. 86 år, en høj alder. Og det taget i betragtning var han egentlig i god form, tænkte jeg.

Hvordan går det? spurgte jeg.

Ad helvede til, svarede han og lo.

Ah, det er da et fint sted det her.

Ja, det er ok.

Han havde fundet en bulet metalæske med Quality Street frem og rakte den frem imod mig. Jeg tog en af de der chokolader med jordbærfyld, og mens jeg pakkede den ud af det knitrende røde sølvpapir, skænkede han mig en whisky. Ikke at jeg normalt egentlig drikker whisky, men med ham gjorde jeg nogle gange. Mest for ritualets skyld – som for ham ikke var et snobbet et af slagsen, hvor man fedter rundt i en Feinschmecker-agtig tilgang til drikkeriet. Det handlede mere bare om ophældningen, duften, de små slurke. Den slags.

Vi drak i tavshed og sad og lyttede til musikken. Det var det der dramatiske nummer, hvor trompeterne sender én på en tankerejse igennem støvede middelhavsbyer og over verdenshave og trækker tråde til både ørkenfolk og flamencodansere. Jeg lukkede øjnene, og vi var stille en stund.

Så talte han igen lidt om træet, som var blevet fældet. Om hvorfor de – idioterne fra ejerlauget – havde fældet det og sådan.

Ja, de mente sgu, at det kunne vælte når som helst. Han fnøs. Vorherre bevares, det har stået her i over 100 år! Det har overlevet al slags uvejr, storme og lynnedslag. Hvorfor helvede skulle det bare pludselig vælte?

Jeg rystede på hovedet af foragt.

De kunne have beskåret det lidt – det sagde jeg også til dem, fortsatte han, men de gider ikke lytte på sådan en gammel nar som mig.

Mit blik vandrede rundt i baghusets lille stue. Han havde hængt en masse af de malerier, han havde samlet livet igennem op på væggene. Jeg nikkede anerkendende. Han havde altid haft en forkærlighed for det mørke og ekspressive. Mørke ansigter, nogle af dem forvrængede og forpinte, stærke dybe farver og tydelige penselstrøg. Og pludselig så jeg mit eget mørke, forpinte ansigt midt imellem alle mesterværkerne. Han havde hængt mit gamle selvportræt op, som jeg for en evighed siden malede, da jeg læste kunsthistorie. Jeg havde egentlig sat det ud til storskrald, da vi flyttede. Men han måtte jo have fisket det ud og rammet det ind på ny, og nu hang det her.

Jeg kiggede spørgende på ham.

Mesterligt, sagde han og smilede til mig. Den måde du har arbejdet med tonerne i den blå baggrund! Og farvespillet under øjnene.

Det var det ikke. Mesterligt altså. På ingen måde. Men det gjorde blot hans ord så meget mere rørende.

Tak Sven, for dit venskab.

Og tak, kære læser, fordi du læste med.

(Mit jammerlige selvportræt kan i øvrigt ses på væggen i et af de øverste billeder her).